EM-håndbold. Mandag aften nedlagde Nikola Karabatic og holdkammeraterne Montenegro med 36-27 efter en kamp, der især i første halvleg var særdeles underholdende. Det var således meget lige i begyndelsen af kampen, men de olympiske mestre fra Frankrig viste vanlig stor styrke efter pausen og moste ganske enkelt Montenegro, der intet kunne stille op. Frankrig er på andenpladsen i Danmarks gruppe i mellemrunden - efter Danmark, som er på førstepladsen.
Fodbold. Det blev midtbanespilleren Chaker Alhadhur, til daglig spiller for Ajaccio i den franske Ligue 2, som måtte finde sig i at stille op som målmand for Comorerne, da holdet mandag aften på Stade d’Olembe i Yaounde, Cameroun, spillede 1/8-finale mod værtsnationen ved Africa Cup of Nations. Comorernes egentlige tre målmænd var alle ude med coronavirus eller skade, så presset på holdet var ekstremt højt mod det mest scorende hold ved slutrunden i opgøret om en kvartfinalebillet.
Det blev ikke nemmere for Comorerne, da holdets rutinerede forsvarer Nadjim Abdou i kampens indledning fik det røde kort for en svinestreg. Opgøret mellem en af titelfavoritterne og så den lille øgruppe nord for Madagascar sluttede 2-1 til Cameroun, efter at først Karl Toko Ekambi (Lyon) og derefter stjernen Vincent Aboubakar scorede for værtsnationen. Reduceringen fra et heltemodigt kæmpende hold fra Comorerne blev sat ind på direkte frispark ved Youssouf M’Changama.
Dagens målmand for Comorerne, Chaker Alhadhur, leverede i øvrigt flere flotte og lidt utraditionelle redninger undervejs. Aboubakar, der med 83 landskampe er anfører for Cameroun, er med 6 scoringer turneringens foreløbige topscorer.
Fodbold. Gambia er videre til kvartfinalerne ved Africa Cup of Nations, efter holdet mandag aften har besejret Guinea 1-0 ved slutrunden i Cameroun. Matchvinder blev Musa Barrow, der nettede med cirka 20 minutter tilbage af opgøret. Barrow spiller til daglig for Bologna i Serie A. Mandagens sene ottendedelsfinale står mellem værtsnationen Cameroun og Comorerne.
Fodbold. Spilletid har været en mangelvare for midtbanespilleren Moses Opondo i denne sæson, og derfor bytter han nu superligaklubben OB ud med AC Horsens. I første omgang er de to klubber blevet enige om en lejeaftale, der løber frem til sommer, oplyser klubberne på deres hjemmesider. AC Horsens har samtidig fået sig en købsoption med i aftalen, og det betyder, at østjyderne, der spiller i 1. division, har førsteret til at købe Opondo, hvis de skulle være interesserede i det.
Fodbold. Premier League-klubben Watford har fyret cheftræner Claudio Ranieri. Det oplyser klubben mandag på sin hjemmeside. Watford har på seneste leveret en række meget sløje resultater.
EM-håndbold. Efter en hæsblæsende afslutning tabte Island 22-23 til Kroatien ved EM i Ungarn og Slovakiet, og dermed kan Danmark med en sejr senere mandag over Holland spille sig i semifinalen. Island var ellers særdeles godt spillende og foran med 4 mål i 1. halvleg. Efter pausen gik islændingene indledningsvis helt ned og scorede kun to gange i det første kvarter. Kroatien bragte sig foran med 5 mål, men Island fik sig kæmpet tilbage og kom foran 22-21. Ved 22-22 brændte Island et frit skud, og så kunne Kroatien sikre sig sejren. Island kan stadig nå semifinalen, hvis holdt onsdag besejrer Montenegro, og Frankrig samtidig taber til Danmark.
Fodbold. Anton Skipper har aldrig formået at slå sit navn fast i Brøndbys forsvar, og nu er han fortid i klubben. Brøndby skriver således på sin hjemmeside, at 21-årige Skipper er blevet solgt til den norske klub Sarpsborg. Anton Skipper har optrådt i fem superligakampe i denne sæson og nåede i alt 20 førsteholdskampe for Brøndby. »Det er et rigtig fornuftigt skifte for alle parter, hvor vi også har sikret os en god videresalgsaftale«, siger fodbolddirektør Carsten V. Jensen ifølge Ritzau.
Cykling. Den tidligere Tour de France-vinder Egan Bernal har på en træningstur i hjemlandet Colombia været involveret i et trafikuheld og er blevet fragtet til et hospital, hvor han er i stabil tilstand. Det oplyser cykelrytterens hold, Ineos, på sin hjemmeside. Ifølge Cyclingnews blev Egan Bernal ramt af en bus. Mediet henviser desuden til det colombianske medie Bluradio, som har været i kontakt med myndigheder, der oplyser, at Bernal kun har mindre skader.
EM-håndbold. Mikkel Hansen, Rasmus Lauge og Mathias Gidsel har været faste kort i Nikolaj Jacobsens startopstilling, når der har været vigtige point på spil ved EM. Men i tredje kamp i mellemrunden mandag aften får Jacob Holm chancen fra start, oplyser landsholdsassistent Henrik Kronborg halvanden time før kampstart. »Jacob har gjort det rigtig godt på landsholdet længe. Lauge har været med og trukket en stor del, og vi vil meget gerne have Jacob i spil fra start. Jeg tror, at han kommer til at passe rigtig godt ind i dag. Han er frisk og glæder sig meget«, siger Henrik Kronborg. Ud over Holm, Hansen og Gidsel er Lasse Svan og Magnus Landin med som fløje, mens Simon Hald begynder på stregen. Når Danmark forsvarer, kommer Lasse Andersson og Magnus Saugstrup ind i stedet for Jacob Holm og Mikkel Hansen.
Tennis. Serven er som regel en hjørnesten i et succesfuldt spil, og at den 23-årige hviderusser Aryna Sabalenka derfor overhovedet kunne spille sig frem til 1/8-finalerne ved Australian Open er faktisk et lille mirakel. Den 2. seedede Sabalenka har siden opvarmningsturneringerne kæmpet med at få sin serv til at fungere, men for hver dobbeltfejl hun har lavet, har fejlkvoten sat sig i baghovedet og intensiveret en i forvejen ond spiral.
Aryna Sabalenka lavede 56 dobbeltfejl i 4 kampe.
Sabalenka leverede 12 dobbeltfejl i 1. runde i Australian Open og fulgte op med 19 og 10 stk. i 2. og 3. runde, inden hun i 1/8-finalen mod den estiske veteran Kaia Kanepi leverede yderligere 15 dobbeltfejl – og tabte den udmarvende tresætsdyst med 7-5, 2-6, 6-7 (7-10), selv om hun undervejs afværgede fire matchbolde. Kaia Kanepi skal nu møde polakken Iga Swiatek i kvartfinalerne, hvor de øvrige kampe er: Ashleigh Barty (1)-Jessica Pegula, Barbora Krejcikova (4)-Madison Keys, Danielle Collins (27)-Alizé Cornet.
Hos mændene er kvartfinalerne også komplette efter den 4.-seedede græker Stefanos Tsitsipas’ sejr over amerikaneren Taylor Fritz (20). 4-6, 6-4, 4-6, 6-3, 6-4 vandt Tsitsipas, som nu skal møde møde italieneren Jannik Sinner (11). De øvrige kvartfinaler: Gael Monfils (17)-Matteo Berrettini (7), Denis Shapovalov (14)-Rafael Nadal (6) og Felix Auger-Aliassime (9)-Daniil Medvedev (2).
Håndbold. Bagspilleren Line Haugsted er fortid i Viborg efter denne sæson. Det oplyser Viborg på sin hjemmeside.Det er endnu ikke oplyst, hvor Haugsted i fremtiden skal spille.
Fodbold. Efter sidste år at være blevet topscorer i den færøske liga med 27 mål i 25 kampe for HB Torshavn flytter Mikkel Dahl til Island, hvor den 28-årige tidligere Nykøbing FC-spiller har indgået en 2-årig kontrakt med Leiknir Reykjavik. Leiknir, sidste sæsons nr. 8, har desuden skrevet kontrakt med 22-årige Mikkel Jakobsen, der sidste år spillede på Færøerne for NSI Runavik.
Fodbold. Den danske træner i den engelske Premier League-klub Brentford, Thomas Frank, har i kølvandet på fire nederlag i træk forlænget kontrakten med oprykkerklubben fra London til sommeren 2025. Thomas Franks assistent Brian Riemer har ligeledes underskrevet en kontraktforlængelse til sommeren 2025. »Jeg er sikker på, at vi kan bygge videre på den succes, Thomas og Brian har hjulpet os til sammen med alle de andre medarbejdere og spillerne«, siger klubbens fodbolddirektør Phil GIles og tilføjer, at han ser frem til en succesfuld afslutning på sæsonen.
Thomas Franks mandskab tabte senest i lørdags på hjemmebane til Wolverhampton i en kamp, hvor den danske chef fik rødt kort efter sidste fløjt for en verbal infight med dommeren. De fire nederlag på har sendt Brentford ned på 14.-pladsen i Premier League og afstanden til nedrykningsstregen er skrumpet fra 12 til 8 point.
Fodbold. Den 25-årige slovak Denis Vavro er tilbage i FC København, som han ellers forlod i 2019 til fordel for den store Rom-klub Lazio i den italienske Serie A. Spilletiden har dog været begrænset i støvlelandet og heller ikke et lejeophold hos Huesca i Spanien var givtigt for forsvarsspilleren, der nu har fået kontrakt med FCK for resten af sæsonen. FCK har tillige sikret sig en option på at købe Vavro fri af Lazio, når lejemålet ophører. »Jeg kommer med én målsætning, og det er at hjælpe FCK til at blive mestre til sommer«, siger Denis Vavro, der ved et kig på tabellen kan se, at FCK indleder foråret med et minus på 2 point til topholdet fra FC Midtjylland.
Fodbold. Er du fan af den engelske Premier League, den tyske Bundesliga, Italiens Serie A, den spanske La Liga eller Frankrigs Ligue 1, så skal du indstille dig på en weekend uden aktivitet. Europas fem topligaer ligger nemlig stille som følge af en beslutning foretaget af Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) i efteråret 2020. VM-kvalifikationen uden for Europa blev hårdt ramt i coronapandemiens første fase og førte til talrige udsættelser af kampe. Derfor afvikles der 2-3 spillerunder i VM-kvalifikationen i Sydamerika, Asien samt Nord- og Mellemamerika fra på torsdag og en uge frem.
Kricket. Den 35-årige tidligere kaptajn for Zimbabwes landshold, Brendan Taylor, har ifølge AP erkendt, at han har modtaget 15.000 dollar, ca. 100.000 kroner, fra matchfixere. Ifølge Brendan Taylor blev han lokket i en fælde. Efter at have indtaget kokain med en gruppe forretningsmænd under nogle sponsorforhandlinger i Indien i 2019 bankede de samme mænd på hans hoteldør dagen efter og afpressede ham med en video, der viste hans kokainindtag. »De sagde, at hvis jeg ikke var med på at fixe kampe, så ville videoen blive offentliggjort«, siger Taylor, der nu kan se frem til flere års karantæne.
Doping. Selv om hjertemedicinen meldonium har været på listen over forbudte medikamenter i mere end seks år, så dukker stoffet fortsat op i prøver taget af antidopingjægerne. Den 20-årige russiske tennisspiller Elizaveta Demina blev ved en mindre turnering i hjemlandet i slutningen af 2021 testet positiv for stoffet, der i sin tid også fældede og udmøntede sig i en 15 måneder lang karantæne til superstjernen Maria Sharapova. Inside The Games skriver, at Elizaveta Demina har været suspenderet siden 21. januar.
Tennis. Der tales om meget andet end ketsjere og bolde ved Australian Open i Melbourne. Faktisk er en T-shirt gået hen og blevet et stort tema.
Australian Open har forbudt T-shirts til støtte for en kinesiske spiller Peng Shuai, der i slutningen af 2021 rettede anklager om seksuelle overgreb mod en kinesisk toppolitiker, men siden forsvandt og trak anklagerne tilbage. Sikkerhedsfolk bad ifølge BBC i fredags en tilskuer til en kamp i Melbourne om at fjerne en T-shirt med teksten »Hvor er Peng Shuai?«.
Australian Open-arrangørerne forsvarer indgrebet med, at »... vi ikke tillader beklædning, bannere eller andet, der er kommercielt eller politisk«. Flere topaktører kritiserer Australian Open, herunder den tidligere superstjerne Martina Navratilova.
»Det er ikke et politisk budskab. Det er et budskab om menneskerettigheder. De (arrangørerne, red.) kapitulerer fuldstændigt i denne sag og lader reelt kineserne diktere, hvad de skal gøre ved deres egen slam. Jeg synes, at det er meget svagt«, siger hun ifølge nyhedsbureauet Reuters til Tennis Channel.
Tennis. På banerne i Melbourne spillede amerikaneren Danielle Collins, der besejrede Clara Tauson ud i 3. runde, sig videre til kvartfinalerne ved at knække belgieren Elise Mertens 4-6, 6-4, 6-4. I kvartfinalen skal Collins møde franske Alizé Cornet, der vandt over Simona Halep fra Rumænien, 6-4, 3-6, 6-4. Det er første gang i den 32-årige Cornets karriere, at hun når en kvartfinale ved en grand slam-turnering.
Hos mændene spillede den unge canadier Felix Auger-Aliassime sig til kvartfinalen ved at besejre Marin Cilic fra Kroatien 2-6, 7-6 (7), 6-2, 7-6 (4). Canadieren skal nu møde Daniil Medvedev (seedet 2) i kvartfinalen. Russiske Medvedev vandt mod amerikaneren Maxime Cressy 6-2, 7-6, 6-7 og 7-5, mens italieneren Jannik Sinner (11) gjorde det af med den sidste australier i rækken. Alex de Minaur blev sendt ud med cifrene 7-6 (3), 6-3, 6-4.
Fodbold. Offensivspilleren Nicolaj Thomsen vender tilbage til Superligaen efter et halvt år i Norge hos Vålerenga. Den tidligere AaB- og FC København-spiller har nu skrevet en to et halvt år lang kontrakt med SønderjyskE. »Han er en dygtig og meget spilintelligent spiller, som har kvaliteterne til at være blandt de bedste i Superligaen«, siger SønderjyskE-sportschef Esben Hansen om Thomsen, der i 2014 fik en enkelt landskamp.
NFL. De forsvarende Super Bowl-mestre Tampa Bay Buccaneers med ikonet Tom Brady som den store leder er færdige i NFL-slutspillet efter en dukkert på 27-30 mod Los Angeles Rams. På Raymond James Stadium i Tampa, Florida blev publikum vidne til et dramatisk opgør, hvor Rams-kickeren Matt Gay sikrede udeholdet sejren, da han med kampens sidste spark sendte et field goal ind mellem stolperne. Nu venter San Francisco 49ers på LA Rams i NFC Conference Championship på søndag, mens Cincinnati Bengals og Kansas City Chiefs spiller om AFC-mesterskabet og den anden finaleplads i Super Bowl, som afvikles 13. februar på LA Rams’ hjemmebane i det sydlige LA.
Fodbold. Superligaklubben AaB har udlejet angriberen Tim Prica til WSG Tirol i Østrig frem til sommeren 2023. Tim Prica og AaB har samtidigt forlænget aftalen til 30. juni 2025. »Jeg skal nu bruge det næste halvandet år på at blive bedre og bedre hver dag og gøre mig fortjent til forhåbentlig at få en masse spilletid, så jeg kan bidrage for WSG Tirol og komme stærkere og mere rutineret tilbage til AaB«, siger Tim Prica. Den 19-årige står noteret for 41 kampe og 6 mål i Superligaen.
Olympisk. De kinesiske myndigheder rapporterer 38 positive coronatest i forbindelse med akkrediterede personers indrejse til vinter-OL, der indledes 4. februar. Der er dog hverken atleter eller trænere blandt de positive.
Fodbold. Martin Braithwaite så hele kampen fra bænken, da FC Barcelona sent søndag aften måtte slide hårdt i det for at besejre bundholdet Alaves i den spanske La Liga med 1-0. Frenkie de Jong blev matchvinder få minutter før tid.
Fodbold. I den italienske Serie A sluttede klassikeren mellem AC Milan og Juventus 0-0.