Ikonisk er et ord, der bruges alt, alt for meget. Men i tilfældet ’Sex and The City’ er der ingen andre ord, der slår til. Serien, der fik premiere i 1998 og fulgte de fire singlekvinder Carrie, Miranda, Charlotte og Samantha og deres datingliv i New York, er et feministisk hovedværk i populærkulturen, og det selvom serien fra starten blev ringeagtet af især mandlige kritikere i en grad, som gjorde, at mange af os, der elskede den, hurtigt parkerede den i kategorien ’guilty pleasure’.
Her, 23 år senere, er der meget, man kan kritisere 'Sex and The City 'for. Den er urealistisk hvid, skamløst forbrugerisk og har til tider en fuldstændig tonedøv tilgang til køn og seksualiteter. MEN at serien kompromisløst satte fire kvinders venskaber, følelser og seksualitet i centrum og forviste mænd til bifigurer, var intet mindre end en tv-revolution.
Efter seks sæsoner (og to højst diskutable film fra slut-00’erne) er ’Sex and The City’ tilbage med en ny sæson, der har forklædt sig i titlen ’And Just Like That’, og som på alle måder har pisket internettet op til en stiv skum af fryd og hån og had.
Vi er i skrivende stund 8 afsnit henne i en 10 episoder lang sæson, og nu Kan.Vi.Ikke.Vente.Et.Sekund.Mere. And just like that tager vi i dagens Poptillæg fat på årets modigste reboot og søger svar på nogle af livets store spørgsmål.
Kan en fortsættelse af 'Sex and The City' overhovedet holde libidoen oppe uden Kim Cattrals sexede Samantha? Hvordan ser den originale series apolitiske luksusliv ud, nu hvor serien hives ud af champagneboblen og ind i bekymringens tidsalder? Og hvor længe holder vi til, at Miranda omtaler sig selv som Rambo?
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
