Det at blive formand kan, uanset hvor beskidt valgkampen har forekommet, vise sig at være den lette del af øvelsen for Morten Messerschmidt. Han fik en klar sejr med 60,5 procent af stemmerne, men kunne samtidig konstatere, at en del af de resterende knap 40 procent ikke bare havde stemt på en anden kandidat. De havde stemt direkte imod ham. Og fremtrædende medlemmer af folketingsgruppen taler åbent om måske at forlade partiet.
Messerschmidt ved, at vælgernes kærlighed til DF er lunken for tiden – seneste måling fra Megafon gav bare 4,8 procent til partiet, der fik over en femtedel af stemmerne tilbage i 2015.
Han ved også, at DF har uendelig lidt af den politiske spilleplade for sig selv. Den stramme udlændingepolitik er blevet så mainstream, at selv radikale, som er lodret imod, har måttet indse, at de ikke kan ændre den og derfor må leve med den, hvis de selv vil have indflydelse. Og ældrepolitikken, som DF havde ejerskab til i årevis, er i dag også fokus for de konservative, samtidig med at Socialdemokratiet nu har foreslået den ældrelov, de tidligere afviste fra DF. Dermed har Socialdemokratiet signaleret, at ældre får en fremtrædende placering i den kommende valgkamp. Hos socialdemokraterne.
Det er efterhånden kun EU-modstanden, DF har helt for sig selv. På et tidspunkt, hvor mange godt nok er trætte af den politik, der bliver ført i EU, men ikke af at være medlem af foreningen – som DF vil ud af.
En dansk Boris Johnson
På de interne linjer kan han endnu ikke være sikker på at have et flertal i folketingsgruppen eller for den sags skyld i partiets hovedbestyrelse. I gruppen er det kun seks, der har peget aktivt på ham, mens de resterende ti enten har været aktivt imod ham eller været blanke. Det samme gælder i partiets hovedbestyrelse, hvor der sidder 11 medlemmer.
Her har de fem, inklusive Morten Messerschmidt selv, lagt lodderne i hans skål, fire har lagt dem i andre skåle, og to, nu tidligere formand Kristian Thulesen Dahl og Peter Skaarup, har ikke givet sig tilkende.
Velkommen i formandsstolen, Morten Messerschmidt.
Det er en drengedrøm, der søndag lidt i fire gik i opfyldelse for Morten Messerschmidt –at komme helt til tops i sit parti, selv om han undervejs har været meldt ud, hældt ud og er blevet skældt ud og i perioder har været meget langt fra en position, hvorfra en kommende partiformand skulle findes.
Længe var vurderingen i DF, at så længe Morten Messerschmidt havde Meld og Feld-sagen hængende over hovedet, kunne han godt lukke og slukke for formandsdrømmene. Men jo mere trætte fremtrædende DF’ere som tidligere partiformand Pia Kjærsgaard blev af Kristian Thulesen Dahl, jo mere øgedes Morten Messerschmidts chancer for at opnå det, han ville.
Som en dansk pendant til britiske Boris Johnson, der også i årevis drømte om at overtage førertrøjen i det konservative parti og lykkedes med det. Lige nu går det, som det går derovre, men det er en anden sag.
I flere år og med alle midler rykkede den flamboyante, intelligente, rodede, retorisk begavede og kontroversielle Johnson trin for trin frem på brættet, i takt med at trætheden over Theresa May tog til. Til sidst satte han det endelige stød ind og tog både partiet og posten som premierminister.
Det samme har den flamboyante, intelligente, rodede, retorisk kvikke og kontroversielle Morten Messerschmidt nu gjort i DF, efter at trætheden over Kristian Thulesen Dahl og partiets elendige meningsmålinger var taget til. Sommeren 2020 kunne han så krone mange års kamp med posten som næstformand i gruppen. Og dermed som kronprins i partiet.
Nu er han partikonge, men Meld og Feld-sagen hænger stadig over ham, selv om kun hans modstandere nævnte den i Herning. Som en Messerschmidt-tilhænger betroede mig i baren, er vælgerne i hendes lokalområde mere optaget af, at DF ikke gik i regering i 2015, ikke af Meld og Feld.
Sådan ser byretten og bagmandspolitiet ikke på sagen, for den skal for igen. Der er ikke fastlagt retsdage, men efter at dommen på seks måneders betinget fængsel blev ophævet på grund af mistanke om dommerens habilitet, skal sagen gå om. Nu for DF’s partiformand, Morten Messerschmidt.
Pia K. har peget før
Da stemmerne var talt op, og 499 havde skrevet Morten Messerschmidt eller bare Morten på deres stemmeseddel, gjorde Morten Messerschmidt det, enhver formand i et splittet parti gør:
Bad medlemmerne og i særdeleshed partifællerne i Folketinget og i hovedbestyrelsen om at holde ro. Om at lægge stridighederne til side – selv om det sådan set var dem, der var hovedindholdet i talerne fra både Martin Henriksen og Merete Dea Larsen, som fik henholdsvis 219 og 104 stemmer hver. »Kujonagtig undergravning«, kaldte Merete Dea den kampagne, der førte til Morten Messerschmidts sejr. »Undergravende og partiskadelig«, lød skudsmålet fra Martin Henriksen.
Det var flertallet ligeglade med, de stemte på Messerschmidt, som også hele vejen igennem har været den, der har ført den mest aktive valgkamp. Men han har også været den, der ikke har villet dele debat med sine to partifæller. Nu rækker han som sejrherre armene ud.
Der er dog klare begrænsninger, for når Marie Krarup fra folketingsgruppen taler om, at hun vil gå med Inger Støjberg, hvis Støjberg danner et national-konservativt parti, og når Liselott Blixt og Bent Bøgsted er uklare om deres fremtid i partiet, er det en situation, der skal løses snarest.
De må træffe en beslutning, lød det fra Morten Messerschmidt – samt fra Pia Kjærsgaard, som med valget af Morten Messerschmidt fik valgt ham, hun ville, til at videreføre det parti, hun betragter som sit hjertebarn. Det er endnu uklart, hvilken rolle hun skal have i fremtiden, om hun skal være med i ledelsen og have en styrende funktion eller ej.
Sporene kan skræmme. Det er jo ikke første gang, hun selv har peget på sin efterfølger. Senest var i 2012, hvor der kun var en, der duede: Kristian Thulesen Dahl.
Indtil han ikke duede mere.
Giv artiklen videre
Som abonnent kan du ubegrænset dele artikler med dine familie og venner.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
