Morten Messerschmidt går systematisk stolerækkerne igennem og giver hånd og et indtrængende blik til alle fremmødte. Der er endnu over tre timer til, at han bliver valgt som ny formand, men han gebærder sig som en vært, der vil byde alle velkommen. En tradition, som Pia Kjærsgaard indledte, da hun var formand.
Selv bagerste række får besøg. Og endda ærkefjenden Erik Høgh-Sørensen, der først forleden trak sit formandskandidatur tilbage, får et lidt akavet håndtryk, da han pludselig er den næste i rækken. Da Messerschmidt når til Pia Kjærsgaard, er der til gengæld et varmt kram.
Et sted samler han en frakke op og hænger den på stoleryggen, uden frakkens ejerkvinde bemærker det. Lidt længere fremme samler han bilnøglerne op for en mand. En anden mand når selv at tage sine papirer op fra gulvet, inden den tililende Messerschmidt når frem for at gøre det for ham.
Nerverne sidder tydeligvis også uden på tøjet hos nogle af hans støtter, der går rundt i salen og måske forsøger at hive de sidste tvivlere over på deres side.
»Jeg tror, der er nogenlunde styr på det«, som en af dem udtrykker det.
Bekymringen går mest på, om det bliver nødvendigt med en anden runde, hvis ikke Messerschmidt opnår over halvdelen af stemmer ved første afstemning. Omvendt lyder analysen, at det trods alt er bedre at skulle ud i en anden runde og måske opnå 60 procents opbakning end at vinde med kun 51 procents opbakning i en første runde.
Også Martin Henriksen går rundt. Hans håndtryk deles mere sporadisk ud. Blandt andre til Bent Bøgsted, en af støtterne fra folketingsgruppen.
Den tredje kandidat, Merete Dea Larsen, indtager sin plads i salen og er tydeligt forlegen ved at være den, en flok fotografer flokkes om.
Alle tre kandidater har op til valget prædiket forsoning. De DF’ere, der havde håbet på netop det, skulle dog snart indse, at de ikke ville få den denne søndag i Herning Kongrescenter.
En sidste kæberasler
Arrangementet på scenen er end ikke begyndt endnu, før Pia Kjærsgaard i foyeren over for TV 2 News lige når at give en sidste kæberasler til den afgående formand, Kristian Thulesen Dahl. For er det egentlig særlig sandsynligt, at Thulesen ikke kendte til de 98.000 kroner, der pludselig kom ind til Dansk Folkeparti fra EU i et forløb, der blev til en straffesag mod Morten Messerschmidt, der endte som eneste anklagede, spørger hun retorisk.
Stikpillen bliver leveret, få minutter inden Thulesen Dahl skal holde sin afskedstale. En afskedstale, han på grund af coronasmitte må holde via en tv-forbindelse fra messecenteret et andet sted i byen til de cirka 900 delegerede, der sidder i Herning Kongrescenter.
Tidligere på dagen har den afgående partiformand dog trodset coronaen og er til manges overraskelse faktisk mødt frem ude foran kongrescenteret, hvor han har givet sit bidrag til balladen ved både at advare mod Messerschmidt på grund af Meld og Feld-sagen og ved at beskylde Pia Kjærsgaard for, at det var hende, der absolut ville have fyret Martin Henriksen som partikonsulent. Ligesom han kritiserer hende for, at hun reelt ikke ville slippe magten, da hun i i sin tid overlod formandsposten til ham.
Både Kjærsgaard og Thulesen husker dog med passende mellemrum at få sagt, at det er vigtigt at bilægge stridighederne i partiet.
Da alle har bænket sig i salen for at høre og se Thulesen på storskærmene holde sin afskedstale, er der en, der bliver siddende, da folk første gang rejser sig for at klappe. Og med flere kameralinser pegende direkte imod sig ved sin plads må man formode, at Pia Kjærsgaard ved, at det bliver bemærket.
»Vi er samlet her i Herning. Men vi er ikke samlet – vi er på to forskellige matrikler«, indleder Thulesen Dahl.
At det søndag reelt er lavpraktik, der gør det umuligt at samle Dansk Folkeparti, er noget af en underdrivelse fra den afgående formand for partiet, der er dybt begravet i fløjkrige og splittelser. Men som Thulesen tilføjer i sin tale:
»Husk, at det splittede hold ikke kan vinde kampe«.
Salen kvitterer med en et minut lang klapsalve, hvortil Kristian Thulesen Dahl ikke helt kan finde ud af, hvordan han skal stå alene i rummet på den anden side af liveforbindelsen og modtage bifaldene, som rammer ham gennem en lille højtaler. Han knytter til sidst næverne i en sejrsgestus, selv om kandidaterne, der snart skal holde valgtaler, er enige om, at der er meget lidt at fejre for tiden.
Martin Henriksen er den første.
»Dejligt at se jer«, indleder han fra talerstolen, og ordene efterfølges af hans karakteristiske hvad-kommer-mon-nu-skælmske smil. Det er præcis det samme, han sidst tog med sig op på talerstolen i Herning, hvorefter han under årsmødet detonerede sin kontroversielle årsmøde-tale, der skød i alle retninger. Altså den tale, der affødte et ikonisk klip, hvor Pia Kjærsgaard sidder og basker med nedadvendte tommefingre, mens hun bander og fortvivlet kigger rundt på de partifæller, der klapper ad manden, som slår på fundamentet under hendes livsværk.
Søndag kommer den første klapsalve til Henriksen aldrig op og flyve. Heller ikke den næste. For få beslutter sig for at bifalde i det afgørende øjeblik, hvor klapsalven skal tage til, og den ender halvt og klinger i salen kun kvart af, hvad et bifald kan i den rungende sal. Og sådan bliver det ved. Målt på styrken af klapsalver står det allerede lidt før klokken 14 klart i Herning, at Henriksen ikke har opbakning fra et flertal.
Det har han helt tydeligt heller ikke fra Pia Kjærsgaard, der søndag nu sidder omgivet af en forsigtig zone af ligesindede, der heller ikke vil klappe eller rejse sig op under Henriksens tale – på nær en vovet hestehale et par hoveder væk.
Martin Henriksen har nedtonet sin retorik en smule sammenlignet med sidst i Herning. Men atter slår han på, at hans parti skal turde at skærpe sin retorik om udlændinge og gå efter pladsen som »Danmarks højrefløjsparti nummer et«.
»Ellers så dør vi ganske enkelt«, advarer Henriksen og fortsætter:
»Det er sidste udkald«.
Pia Kjærsgaard, hvis uimponerethed bliver dokumenteret af de fire konstante kameramænd, kigger til sidst op fra sin mobiltelefon og klapper så endelig afmålt, da Henriksen er færdig. Men kun på den måde, hvor man lægger håndfladerne mod hinanden med så tilpas lidt styrke, at det ikke smælder. Hun rejser sig straks, da Morten Messerschmidt efterfølgende går på scenen for at tale.
Pludselig runger salen. Der bliver hujet. Han ligner allerede en smilende vinder.
Om han lige der føler sig sikker, vil han sikkert ikke indrømme. Men hans selvsikkerhed og de smil, han har for vane at levere med øjne rettet beskuende opad og rundt, som stod han og talte i en stor arena med flere tribuner, har følgeskab af rødt og nervøst udslæt op over begge ører, der er så tydeligt, at det fint kan ses også på storskærmene.
