Det er egentlig såre enkelt: Den bedst kvalificerede ansøger får jobbet, når der bliver en stol ledig i Middelfart Sparekasse.
Og i den proces er alder lige så uinteressant som farven på ansøgerens sko.
Det er de faglige og personlige kvalifikationer, der afgør sagen. Og her spiller dåbsattesten absolut ingen rolle, mener den fynske sparekasse.
»Vi har ikke nogen nedfældet seniorpolitik, og det er ikke, fordi vi ikke vil vore ældre medarbejdere det godt. Det er simpelthen, fordi vi mener, at det på en skidt måde tegner billedet af en særlig svag medarbejdergruppe, der har brug for hjælp og støtte. Men det er jo ikke tilfældet«, siger sparekassens kommunikationschef, Bjarne Jacobsen, og tilføjer:
»Er der medarbejdere, der ønsker at arbejde mindre, jamen så tager vi den snak uanset deres alder – og uanset om det er, fordi man har fået et barn, er blevet skilt eller bare gerne vil arbejde lidt færre timer«.
Hver tredje ansat er 55+
Det er netop synet på alder, eller rettere beslutningen om ikke at tillægge den nogen betydning, der har fået sparekassen til at skille sig markant ud fra mængden – både i finanssektoren og på det brede arbejdsmarked.
For her er der ifølge flere undersøgelser, studier og forskere en tydelig tendens til at sortere seniorer fra, når der skal ansættes nye medarbejdere.
Jeg har hverken brug for rollator, stok eller førerhund
Jette Frøkjær, 62 år, ansat i Middelfart Sparekasse
I Middelfart Sparekasse er næsten hver tredje af de i alt 380 medarbejdere 55 år eller ældre. Og mens gennemsnitsalderen blandt ansatte i finanssektoren er 44,2 år, er den 49,8 år blandt medarbejderne i den fynske sparekasse.
»Jeg har hverken brug for rollator, stok eller førerhund«, siger Jette Frøkjær, der med sine 62 år er med til at trække gennemsnittet op.
I november 2020 mistede hun jobbet i en jysk sparekasse i forbindelse med en såkaldt omorganisering, der kastede hende ud i 9 måneders uvant ledighed.
Alle kræfter blev sat ind på at finde et nyt arbejde. Masser af afslag og ikke én eneste jobsamtale kom der ud af de mere end 40 ansøgninger, hun sendte af sted.
»De steder, hvor jeg ringede for at høre på et job, der matchede mine kvalifikationer, kunne jeg tydeligt mærke, at interessen forduftede, i det øjeblik jeg oplyste min alder. Men du er velkommen til at sende en ansøgning, sagde de, og så hørte jeg aldrig mere«.
»Jeg var slet ikke parat til at forlade arbejdsmarkedet, men jeg har også hørt historier om, hvor svært det er at få lov at arbejde, når man har nået min alder. Og jo, det er svært«.
Jette Frøkjær havde talt med sin mand om, at det kunne være, at hun var nødt til at stoppe helt og acceptere en tidlig pensionisttilværelse, selv om hun først kunne få sin folkepension som 66-årig:
»Vi var enige om, at så måtte vi jo bare finde ud af det økonomisk og få det bedste ud af situationen. Der er jo heller ikke så meget andet at gøre, vel«.
Men som en sidste udvej valgte Jette Frøkjær at ringe til en tidligere chef, der nu havde fået arbejde i Middelfart Sparekasse.
»Jeg havde det ikke let med at ringe og bede om hjælp, for jeg vil jo helst selv løse problemerne. Men hvor var det dog godt, at jeg bed hovedet af skammen«, smiler Jette Frøkjær.
Ikke et ord om alder
I august blev hun kaldt til en samtale, der ikke på noget tidspunkt rundede hendes alder. På vejen hjem blev hun ringet op og tilbudt en fuldtidsstilling i sparekassens telefon- og kundeservice. Et drømmejob i en virksomhed, hvor man med Jette Frøkjærs ord »ikke hele tiden skal være bekymret for jobsituationen på grund af sin alder«.
Ofte reagerer ældre lønmodtagere med forbløffelse, når de bliver kaldt til jobsamtale i Middelfart Sparekasse, fortæller Bjarne Jacobsen.
Det er ikke normalen i bankverdenen:
»For os at se er det en trist udvikling, når man tænker på al den erfaring, dynamik, ro og overblik, mange ældre lønmodtagere bidrager med. Selvfølgelig kan der være 60-årige, der mister gejsten og går i stå. Men det kan da lige så godt ske for en person på 30 eller 40 år. Hvorfor skulle det være et særligt seniorproblem?«.
»Pointen er bare, at vi ikke gør forskel på medarbejderne på grund af deres alder«, siger Bjarne Jacobsen.
Den fynske sparekasse, der er landets 13.-største pengeinstitut, vil have mangfoldighed, ansatte i alle aldre og en dynamisk medarbejderstab, der afspejler kundernes forskellighed.
»De kommer jo også i alle aldre«, siger kommunikationschefen.
Er det rigtigt forstået, at I er blevet en slags opsamlingsstation for fyrede bankmedarbejdere i moden alder?
»Det eneste, vi er opsamlingsstation for, er dygtige kolleger, som passer ind hos os«.
Ifølge de bankansattes fagforening, Finansforbundet, er det i høj grad ældre medarbejdere, der har fået sparket i de mange rationaliseringsrunder, der har været gennemført i de finansielle virksomheder siden finanskrisen.
Og den udvikling giver god mening et stykke af vejen, fordi der er, og har været, langt flere ældre medarbejdere end yngre i de finansielle virksomheder.