Hvor langt vil USA og Europa egentlig gå for at forsvare Ukraine? Det er det spørgsmål, som Ruslands massive pres på Ukraine stiller de vestlige politikere over for. På mødet mellem mellem USA’s udenrigsminister, Antony Blinken, og hans russiske kollega, Sergej Lavrov, fredag blev de enige om at »fortsætte dialogen«, og Rusland venter nu på skriftligt svar fra USA i næste uge om sine krav.
Dialog er godt, men krisen er langtfra afblæst. Europa står på randen af en dødsensfarlig krig, og det er klogt, at USA og Europa diplomatisk presser så meget på som muligt for at forhindre det. Men samtidig må vi stå fast på vores principper.
USA har helt rigtigt blankt afvist Ruslands skamløse krav om, at Ukraine aldrig må blive medlem af Nato. At acceptere det ville være at give Kreml hånds- og halsret over et andet land og en åbenbar knægtelse af ukrainernes hårdt tilkæmpede ret til selvbestemmelse samt at give Rusland vetoret angående udviklingen af Vestens centrale sikkerhedsarkitektur. Men ord er næppe nok. Rusland har mere end 100.000 soldater langs grænsen og kan, som USA har advaret om, indlede et angreb med meget kort varsel. Allerede nu har Rusland de facto indledt en cyberkrig mod Ukraine.
Så hvad nu? Vesten må stå fast. Præsident Biden har vist vejen ved at insistere på, at Rusland skal betale en ekstremt høj pris for selv den mindste krænkelse af Ukraines suverænitet. Det kan og bør Europa bakke helhjertet op om. At tøve over for en brutal bølle som Vladimir Putin er tæt på at være det samme som at have tabt kampen allerede fra starten.
Vesten har alt for længe været alt for konfliktsky over for Rusland. Det gælder i høj grad også her i Europa, hvor det kun kan gå for langsomt med, at vi frigør os fra afhængigheden af russisk gas. Rusland har allerede med magt taget Krim og en god bid af Østukraine. Både for vores egen og ukrainernes skyld må vi nu stoppe den russiske ekspansion.
Vesten er militært, teknologisk og økonomisk langt stærkere end Rusland. Putin er opportunist, ikke ekstremist. Lavrov er en kynisk pragmatiker. Gør vi prisen for krig høj nok, kan vi sikre freden.
mr
Giv artiklen videre
Som abonnent kan du ubegrænset dele artikler med dine familie og venner.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Skriv kommentar