Vores hårde linje over for de indsatte har ødelagt fængslerne

8 kvadratmeter. Det er den gennemsnitlige størrelse på en dansk fængselscelle. 12 kvadratmeter, hvis du sidder i et nyere. Og med det voldsomt stigende antal indsatte har det længe været et faktum, at kosteskabe og kaffestuer er taget i brug som celler, mens antallet af fængselsbetjente styrtdykker.

Her sidder du så. Det er ikke dig, der bestemmer, hvornår du skal ud, eller hvad du skal lave. Eller hvornår du kan ringe til din kæreste eller se dine børn. Og politikere og vælgere skal forstå, at det er hårdt nok i sig selv. Det mener Linda Kjær Minke, professor og kriminolog ved Juridisk Institut, Syddansk Universitet.

»Vi behøver ikke lægge alt muligt straf oven i frihedsberøvelsen for at gøre det ’hårdt nok’«, siger hun.

I december blev regeringen, Dansk Folkeparti, SF og Konservative enige om en ny flerårsaftale, der skal komme problemerne i fængselsvæsenet til livs. Men politikernes løsninger er for endimensionelle, for problemet er i virkeligheden, at vi behandler de indsatte for barskt, og det har politikerne ikke tænkt sig at gøre noget ved, mener Linda Kjær Minke.

»Gennem de seneste 20 år er der sket en udvikling, hvor vi i stadig stigende grad går hårdere og hårdere til de indsatte i en tro på, at de vil begynde at opføre sig bedre, og at det vil løse problemerne i fængslerne. Det er bare ikke det, der sker. Det skaber bare dårligere forhold og frafald af fængselsbetjente«, siger hun.

Det er især en magtkamp, der udspiller sig over for bandemedlemmerne.

»På en bandeafdeling jeg engang besøgte, stod der på whiteboardet i personalestuen: ’Husk peberspray’. Hver gang fængselsbetjentene gik ind til de indsatte, havde de peberspray med. Hvad er det for et signal at sende – at bevæbne sig – hver gang man møder de indsatte«, siger Linda Kjær Minke.

Men er det ikke indbegrebet af fængselslivet at få indskrænket sin tilværelse og blive mødt af hårdt mod hårdt?

»Jo, men det frustrerer de indsatte, når de i for høj grad bliver mødt med den attitude, og derfor skubber det til fundamentet under fængslerne og Kriminalforsorgen, som er, at der skal være gode sociale relationer og tillid mellem personalet og de indsatte. Det gør miljøet mere og mere råt, og det bliver skruen uden ende«.

Har det været mindre hårdt tidligere?

»Det siger de indsatte, der har kendt fængselssystemet i mange år. Og det er den oplevelse flere fængselsbetjentene har. Der var engang, hvor de kunne sidde og spille kort med hinanden, hvor afstanden var mindre, og hvor der var mere tid til nærvær og relationsarbejde«.

Udviklingen er ikke frontpersonalets skyld, understreger Linda Kjær Minke. Det er derimod politikernes. Og i Kriminalforsorgen er armslængdeprincippet forsvundet.

»Det kan sammenlignes med, hvis politikerne blandede sig i, hvordan læger udførte deres arbejde, der ville lyde et ramaskrig. Lægerne ville sige, at deres behandling skal være evidensbaseret, og der er det som om, at når det kommer til Kriminalforsorgen, så bliver der plads til en masse mavefornemmelser«.

Som et konkret eksempel på den alt for nidkære detailstyring, peger Linda Kjær Minke på antallet af bevilgede udgange, som faldt drastisk efter terrorangrebet på Krudttønden, hvor en sag medførte, at det blev muligt at bruge udgangskarantæne som straf over for de indsatte.

»Det er et godt eksempel på en problematisk udvikling, hvor forskningen viser, at udgang begrænser risikoen for tilbagefald til kriminalitet, og hvor man alligevel fra politisk hold vælger at indføre det som en afskrækkelsesstrategi over for de indsatte«.

Rockerkrigen startede den hårde tilgang

Politikerne har dog også gode elementer med i den nye flerårsaftale, påpeger Linda Kjær Minke. For eksempel et stigende fokus på at inddrage civilsamfundsorganisationer i arbejdet med de indsatte, men der er igen tendenser til den velkendte hårdt-mod-hårdt-tilgang.

»Jeg bliver overordnet bekymret, når jeg læser, at der igen er fokus på dobbeltstraf til dem, som ikke samarbejder, og jeg kan frygte, at politikerne strammer skruerne så meget, at det vil virke kontraproduktivt«.

Men igen, hvis politikerne reelt bare ønsker at straffe de kriminelle hårdt og gøre tilværelsen så slem for de indsatte som muligt, så opnår de vel det, de vil?

»Det kan godt være en tilgang at mene, at når vi nu har dem i den sorte gryde, så skal de bare behandles så hårdt og restriktivt som muligt. Og man kan gå så meget til den, som man vil. Man skal bare vide, at omkostningerne bliver, at de indsatte kommer ud og begår kriminalitet igen. Det er ikke en mavefornemmelse. Det viser forskningen«.

Samtidig er det ikke kun den vedtagne politik og detailstyring, men også politikernes måde at snakke om kriminelle og straf på, som siver ud til befolkningen og ind i fængslerne.

Når Søren Pape Poulsen (K) siger, at ’Det skal være træls at være i fængsel’ og andre politikere understreger, at det at være frihedsberøvet ikke må minde om at være på femstjernet hotel, så kender de simpelthen ikke til forholdene i fængslerne, siger Linda Kjær Minke.

Og det bliver samtidig en selvopfyldende profeti.

»Når politikerne taler grimt om de indsatte og kalder dem voldsparate og utilregnelige, så smitter det af på frontmedarbejdernes håndtering af de indsatte, og det skaber situationer, hvor de indsatte bliver frustrerede og reagerer. Og så bliver fængselsbetjentene bekræftet i, at de indsatte er nogle skiderikker, og så er det, at det hele begynder at smuldre«, siger Linda Kjær Minke.

Forskningen viser, at det især er de seneste 20 år, at den hårde retorik og den hårde tilgang til de kriminelle er taget til.

»I slutningen af 90’erne var den nordiske rockerkrig med til at ændre synet på og håndteringen af de kriminelle herhjemme. På verdensplan har forskere peget på, at 11. september 2001 skubbede til den globale holdning til indsatte og kriminelle. Og op gennem 00’erne begyndte skiftende justitsministre herhjemme at fokusere på strafskærpelse«.

Yoga til Loyal to Familia

Af flerårsaftalen fremgår det, at der skal være ’tidligere nattelukninger af indsatte og begrænset adgang til beskæftigelse’. Et punkt Linda Kjær Minke kalder ’isolation i praksis’.

»På grund af personalemangel er adskillige indsatte i forvejen indelukket i mere end 12 timer i døgnet. Derfor bør politikerne kalde det, hvad det er«. Linda Kjær Minke frygter, at det vil forværre forholdet til fængselsbetjentene yderligere.

»Samtidig er der det at sige til det, at det er ikke så længe siden, der var en dokumentar om ptsd-ramte fængselsbetjente. Og det her kan være med til at skabe et endnu hårdere miljø, som vil få flere ansatte til at knække, som vil skabe endnu mere frustration hos de indsatte, når de for eksempel skal vente i timevis på at få lov til at komme ud og ryge en cigaret, fordi der mangler hænder. Og sådan kan det så fortsætte«.

Samtidig indfører aftalen en blødere tilgang til de indsatte, som er samarbejdsvillige og en hårdere linje over for dem, som er mindre samarbejdsvillige.

»Det er tænkt sådan, at hvis du er imod os, så skal du fandeme få at føle, men hvis du er med os, så er du vores ven. Og den meget sort/hvide forståelse af indsatte og fængselsverdenen er bekymrende«, siger Linda Kjær Minke.

Og den hårde tilgang får i hvert fald ikke de indsatte ud af kriminalitet, når de har afsonet.

»De indsattes motivation for at starte på fængslernes uddannelsestilbud og misbrugsbehandling falder i takt med, at de bliver behandlet hårdere, og forholdene bliver mere restriktive. Og det mindsker chancen for, at de kommer ud af kriminalitet, når de har afsonet«.

Hvad skal der så til for at få fængslerne på rette køl?

»Vejen frem er, at politikerne erkender, at den vej, vi er slået ind på med straf, på straf, på straf ikke er farbar. Det er der bare ingen af dem, der tør sige«, siger Linda Kjær Minke.

Hvorfor?

»Fordi, det kan tolkes som udtryk for politisk svaghed. Og hvis man gerne vil fremstå hård og handlekraftig samt vise, at man arbejder imod kriminalitet, så skal man være hård. Man hører jo aldrig en politiker sige, at en overvejelse på kriminalitetsområdet er svær, og at man er nødt til at tænke sig om. Alle farer ud med bål og brand«.

Derfor er det nødvendigt med et alvorligt opgør med vores nuværende forestillinger om, hvad det vil sige at være i fængsel.

»Som samfund er vi nødt til at forstå, at det er okay at have en Meyers-kokkeskole, fordi det giver mening, fordi det virker kriminalpræventivt. Det skal være okay med gode stole til de indsatte, så de har bedre muligheder for at selvstudere, og det skal være okay, at der er store vinduer og gode lysindfald, så de ydre rammer er behagelige. Det nytter ikke, at vi som samfund straks tænker, om det overhovedet er en straf, hvis rammerne er behagelige. For ja, det er mere end rigelig straf i sig selv at være frihedsberøvet«.

Men er det ikke for blødt? I 2019 var der 740 overfald. Svarende til to om dagen. Politikerne er vel nødt til at sætte hårdt mod hårdt?

»Det handler om, hvordan vi tror, de indsatte bliver bedre mennesker. Tilgangen lige nu er, at jo hårdere vi behandler dem, desto bedre vil de begynde at opføre sig. Man kunne også starte et andet sted. Man kunne også oprette en masse små afdelinger, hvor tre-fire af de hårdeste typer fra Loyal To Familia afsonede sammen, og så fokusere på det helt store udtræk med yoga og åndedrætsøvelser hver morgen for at se, hvordan det ville gå«.

Men er der ærlig talt ikke en grænse for, hvor stor en effekt åndedrætsøvelser har på et bandemedlem?

»Det ved vi jo ikke, så det skal naturligvis følges op af forskning. Men vi gør rigtig, rigtig meget, som, vi ved, har en dårlig effekt; vi isolerer, vi fratager de indsatte udgang, og vi strammer op, og gør forholdene mere restriktive. Jeg siger bare, vi kunne jo også forsøge at gå den anden vej og gøre noget, hvor vi tænker, at det kunne være mere behageligt for den indsatte og samtidig have en positiv effekt på miljøet i fængslet«.

»Og så kunne vi begynde at overveje, om det virkelig er nødvendigt at have så mange i fængsel. Vi behøver måske ikke varetægtsfængsle så mange. Det kunne også være, at vi med fodlænker, kunne få taget lidt af presset af fængselsvæsenet fremfor at leje fængselspladser i Kosovo«.